Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
Julie (Renate Reinsve) er en hvirvelvind. I de første minutter af instruktør Joachim Triers Verdens værste menneske skifter hun fra at læse medicin til psykologi, til fotografi, til at arbejde i en boghandel. Hun slår op med sin kæreste blot for at finde sammen med en ny og så en ny igen. Det ene øjeblik har hun blond hår, så er det kort og lyserødt, så langt og mørkebrunt. Filmen klipper hektisk videre, mens en rolig fortællerstemme (Ine Jansen) beretter om Julies turbulente liv.
Filmen låner ikke bare fra litteraturen med den berettende fortæller, men også i sin opbygning. Den er inddelt i tolv kapitler samt en prolog og en epilog. Efter den hektiske prolog følger et roligere første kapitel, hvor Julie flytter sammen med Aksel (Anders Danielsen Lie) – en tegneserieforfatter i midten af fyrrerne. Han er skruk og forstår ikke, hvorfor Julie ikke er klar til at få børn. Julie forstår det heller ikke selv.
Hun flygter ud i natten, forundret over sin egen ulykkelighed, og tager til en fest, hun ikke er inviteret til. Her flirter hun med Eivind (Herbert Nordrum), der også er i et forhold. Det er alt sammen så vidunderligt forkert. De vil ikke være deres partnere utro, men hvor går grænsen?
Verden går bogstavelig talt i stå, så hun kan opleve én perfekt dag med Eivind. Og Renate Reinsve er magisk i rollen som Julie. Det er umuligt ikke at elske hende, når hun løber ud i solskinnet feberagtigt forelsket, såvel som når hun trasker alene gennem natten med tårer i øjnene og et sorgfuldt smil. Reinsve gengiver Julies omskiftelige følelsesliv med en sjældent set ærlighed og nuance. Julie er fuld af fejl, ligesom alle os andre.
Verdens værste menneske taler ind i tiden. Der er både #MeToo og klimakrise på programmet – og selv mundbind dukker op. Det er et generationsportræt af en ungdom, der er underlagt en ny form for pres. Verden ligger for deres fødder, men hvordan ved man, at man har truffet de rigtige valg? Julie indkapsler problematikken i et skænderi med Eivind. ”Jeg vil mere!” skriger hun, uden helt at vide hvad ”mere” består af.
Med Verdens værste menneske afslutter Joachim Trier det, som er blevet kendt som Oslo-trilogien, der også indeholder Reprise (2006) og Oslo 31. August (2011). Udover at alle tre film foregår i Oslo, handler de også om at stå midt i livet, med alt hvad dette indebærer: alt det, der er, har været og kan komme til at blive.
Det er tydeligt, at både Trier og hans faste manuskriptforfatter, Eskil Vogt, er blevet ældre, siden de lavede de første film i trilogien. Verdens værste menneske har et hæsblæsende narrativt tempo, der ikke venter på nogen, og det skarpt skårne format får filmen til at fremstå poleret. Dette betyder ikke, at den ikke er legende i udtrykket, men den mørke og punkede energi fra de første film har udviklet sig i en lysere, mere refleksiv retning.
Hvorfor nu dette skift? Er det fordi, vi lever i en anden tid? Er det fordi, filmens hovedkarakter nu er en kvinde? De forventninger, der er til kvinder, er anderledes end dem, der er til mænd. Alle omkring Julie synes, hun bør slå sig ned og få nogle børn. Hun beskriver sig selv som Bambi på glatis – hvert halve år finder hun på noget nyt.
Men Verdens værste menneske fortæller os, at det er helt okay, at vi er uperfekte. Livet er til for at blive levet, hverken mere eller mindre. Tjeklisten er overflødig. Mændene bliver efterladt, mens Julie skøjter videre ud i livet og lige ind i vores hjerter.
Kommentarer